Søndag den 17. juni 2007 holdt foreningen sommermøde.

I år var adressen ”Skarrildhus” – Danmarks Lærerforenings konferencecenter i Skarrild.
Men Skarrildhus og konferencecenter vækker ikke megen genklang hos vore medlemmer. Det gør derimod Clasonsborg og parkanlæg, udflugter og balfaldera !
Der måtte ligge en historie bag, så vi havde allieret os med stedets tidligere inspektør gennem 20 år – Leif V. J. Nielsen.

På dagen var det ellers så smukke sommervejr blevet afløst af kraftige regnbyger, så nu var vi ikke længere kun spændte på foredraget, men også på fremmødet til et arrangement, hvor en del af tilbuddet var et smukt parkanlæg.
Men da klokken var 14.00 var der alligevel omkring 80 fremmødte, så det kunne vi være ganske godt tilfredse med.

Efter formandens velkomst og præsentation startede en veloplagt Leif Nielsen sin beretning, der startede ude på den jyske hede for mere end 150 år siden.
Her var ikke tale om powerpoint eller andre hjælpemidler for at fange tilhørerne – selv manuskript og talerstol var fraværende – alligevel var der ingen tvivl om, at tilhørerne sagtens kunne holde deres opmærksomhed ved denne beretning om stedets spændende historie.
Et referat kan ikke yde foredraget nogen retfærdighed, men her kommer en opsummmering af nogle af milepælene:

Slesvigeren Nis Clason var opkøber af uldvarer på Herningegnen, og fik 1839 tilladelse til at opstemme Karstoft Å.
1840 bygge han en stampemølle i Skarrild, som han 1841 fik lov til at kalde ”Clasonsborg”.
Efter tiden en kæmpevirksomhed som de næste 50 år producerede klæde, men 1893 var det ovre, og stedet blev omdannet til papirvarefabrik.
Omkring 1918 var dette også forbi, og maskinerne blev overført til fabrikken Brunshåb.

1920 opførte Århus direktøren Frederik Lausen et ”sommerhus” på stedet – de samme tegninger blev anvendt til hovedbygningen ved Århus Idrætsanlæg. Det blev dog ikke ved sommerhus ideen, direktøren opkøbte jord og drev land- og skovbrug i stor stil, og fik også opstillet en jævnstrømsturbine.

Derefter blev landbruget skilt fra, og efter en noget turbulent periode, der nær var endt med nedrivning, overtog Danmarks Lærerforening så ”sommerhuset”, og kunne 1963 indvie det som kursusejendom.

Landbruget beholdt navnet Clasonsborg, og kursusejendommen fik navnet Skarrildhus.

Senere overtog lærerne også landbruget, som efterhånden er blevet plantet til med skov, men det officielle navn på det moderne konferencecenter er altså stadig Skarrildhus.

Pludselig var foredragsholderens time gået, og efter nogle få opklarende spørgsmål, var vi klar til det helt store kaffebord.

Samtidig stoppede regnen, og mon ikke de fleste afsluttede dagen med en spadseretur i parken ? Måske blev der også tid til et kig på den pavillon, der ifølge Leif Nielsen havde spillet en ikke uvæsentlig rolle i mange lokale forlovelser !