Busturen 2004 til Viborgegnen

Historisk Samfunds årlige bustur gik i 2004 til Viborg Egnen. Efter opsamling i Herning, Videbæk, Ringkøbing og Holstebro kørte den veloplagte busgruppe med sangen "Jylland mellem tvende have" mod Kongenshus Mindepark. Her blev gruppen mødt af guide, Knud Jørgensen, som tog deltagerne med gennem hede opdyrkningens historie, på en tur gennem den smukke mindedal.

Ruten fortsatte over Dollerup til Viborg. Undervejs blev givet et kort rids af domkirke-byens historie og - trods truende regnskyer - blev det også til et kort stop for at nyde udsigten og historiens vingesus ved Hald Sø. Kl. 12:15 ankom bussen til "Brygger Bauers Grotter", hvor frokosten stod klar. Det samme gjorde den lokale guide, tidl. skovridder B.S. Knudsen. Mens frokosten blev indtaget, fortalte Hr. Knudsen om grotterne og om byens stolte traditioner for brygning af øl - som dog også nær var blevet byens skæbne, da en ung pige d. 25. juni i 1726 tændte op under den store bryggerskedel, og forårsagede den store ildebrand, hvor halvdelen af byen brændte.

Efter frokosten førte B.S. Knudsen gruppen gennem Borgvold til Brænderigården, og videre ad de brolagte gader tilbage til Domkirkepladsen og kongehyldningsmonumentet. Undervejs fik deltagerne god indsigt i byens historie, krydret med sagn og lokale anekdoter.

Trætte i benene, kørte gruppen til dagens sidste stop, Grønhøj Kro. Her blev serveret kaffe og "verdens bedste kringle", mens "den gamle Laigaard" fortalte om egnes historie og slægt, og "den unge Laigaard" spillede og sang Blicher sange. Slutteligt var tid til et kort besøg ved udstillingen om kartoffeltyskerne og landbrugsmuseet ved kroen, inden turen gik hjemad.

En dejlig udflugt med en dejlig gruppe!
PÃ¥ gensyn i 2005.